LOVE - RET - RÅD  

Indhold:

Lovene for socialområdet er meget omfattende. 
Nedenstående skal derfor blot ses som en kort introduktion til lov og praksis - set med forældrebriller.

 

Stat:

Udgangspunktet for handicappede er FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede.

Danmark har som FN's andre medlemslande tiltrådt FN's "Standardregler om lige muligheder for handicappede". De er i overensstemmelse med dansk handicappolitik, således som det senest er udtrykt ved Folketingsbeslutningen af 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere.

Læs mere.

Der er dog langt fra en FN-beslutning til resultaterne i dagligdagen for personer med autisme. 
Sagsbehandlingen i kommuner og amter er baseret på love, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger, skrivelser, retspraksis, domsafgørelser og ofte 'sædvane'.

Det er ikke så underligt, at sagsbehandlere ofte har svært ved at overskue hvilken støtte, personer med autisme har ret til.

Det er imidlertid kommunernes sagsbehandleres ansvar at sikre, at personer med autisme får den nødvendige støtte. Hvis kommunen ikke er i stand til at sikre den nødvendige støtte, er kommunen ansvarlig for at sikre at støtten opnås hos anden myndighed, hvilket normalt betyder 'amtet'.

Det er en næsten umulig opgave for forældre at finde rundt i lovene.

Det burde ikke være et problem, for sagsbehandlere har kendskab til lovene og har pligt til at oplyse forældrene om, hvordan velfærdssystemet støtter personer med handicap og deres familier.

Det viser sig desværre ofte, at forældrene har brug for at have et minimum af kendskab til lovene for at få den støtte, de har krav på og ret til.

Til sidens top

Lovhierarkiet:

Indenfor lovgivningen er der en niveaudeling:

Loven er øverst. Lovene vedtages af folketinget - og er domstolenes bedste beslutningsgrundlag.

Bekendtgørelser er næsthøjest. Bekendtgørelser er ministeriernes præciseringer af lovene.

Cirkulærer, vejledninger og skrivelser er lavest i hierarkiet. 
Der er tale om vejledninger til brug ved sagsbehandling.

Hvis der er tvivl om lovkomplekset, så er afgørelser fra domstolene vigtige, idet de viser, 
hvilke afgørelser man kan forvente fra domstolene, hvis en sag forelægges disse.

Den fulde samling af relevante love kan findes på statens oversigt over love, bekendtgørelser, cirkulærer mv. 

Til sidens top

Serviceloven:

Serviceloven er hjørnestenen i støttebevilling til familier med autisme.

Anja Breum er jurist og mor til et barn med autisme. Derfor tager hendes beskrivelse af serviceloven udgangspunkt i autisme og en nødvendighed at læse, når man har brug for at finde ud af, hvilken støtte, man har ret til.

Helt centralt er Servicelovens §3, bemærk især stk. 2;

§ 3. Kommunen sørger for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivning skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 2. Kommunen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Anja Breums beskrivelse er tilgængelig hos Landsforeningen Autisme.

Det er i praksis et problem, at der i lovene er nævnt kommuner og amter som ansvarlige. Dette betyder, at forældre ofte oplever, at kommuner og amt prøver at skubbe ansvar og omkostninger over på den anden part. Der er kun én taber i sådant et spil - nemlig personen med autisme.

Til sidens top

Retssikkerhedsloven:

Retssikkerhedsloven sikrer regler for ansvarsfordeling, inddragelse af personer med autisme og deres familier i sagsbehandling samt klageadgange.

Retssikkerhedsloven indeholder regler for, hvordan kommunalbestyrelsen (kommunen), amtsrådet (amtskommunen) og statslige myndigheder (de sociale nævn, Den sociale Sikringsstyrelse og Den sociale Ankestyrelse) skal behandle sager efter lovgivningen.

Retssikkerhedsloven fastslår i § 42, stk. 2, at der er en gensidig forpligtelse for kommune og amtskommune til at samarbejde i forbindelse med løsningen af opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service.

Klageadgangene er meget svære for forældre at sætte sig ind i. Det vigtigste for forældrene er derfor at vide, at hvis man får et afslag på en ansøgning, har man krav på at få afslaget skriftligt - og at forældre, der ikke er tilfredse med sagsbehandlerens afgørelse har ret til at klage. Det er ikke nødvendigt for forældrene at kende alle reglerne for at klage/anke - det er sagsbehandlerens ansvar, at klagen behandles efter reglerne.

Det nødvendige ankegrundlag er til stede, hvis man skriver "Jeg anker hermed afgørelsen" på en evt. afvisning - og returnerer den til sagsbehandleren.

Den Sociale Ankestyrelse har lavet en vejledning i, hvordan man kan klage indenfor socialområdet. 
Vejledningen kan læses her.

Der kan søges i lovkomplekset.  

Til sidens top

Rådgivning:

Er man i tvivl om lovligheden af en sagsbehandlers afgørelse - eller føler sig som kastebold mellem forskellige myndigheder, så er der mulighed for hjælp.  
 

Amtets specialrådgivning:

Amtets specialrådgivning er et team af småbørnskonsulenter, fysioterapeuter, socialrådgivere, psykolog og jurist, som giver råd og vejledning omkring børn og unge, som har et vidtgående fysisk eller psykisk handicap - eller børn som måske har et handicap.

Se navne og numre på teamet her.
Rådgivning finder sted hverdage kl. 8-15; ring til amtets hovednummer 57 87 25 33

Til sidens top

Den uvildige konsulenttjeneste på handicapområdet (DUKH)

DUKH, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, informerer og rådgiver borgere og myndigheder.

Konsulentordningens målgruppe er personer med handicap, pårørende, handicaporganisationer og sagsbehandlere i amt og kommune. "Uvildige" betyder, at DUKH ikke tager parti for nogen, og heller ikke kan afgøre eller overtage en sag. DUKH skal arbejde på at styrke retssikkerheden for personer med handicap.

Telefontiden varierer henover ugen, men er altid mellem kl. 9 og 13 på telefon 76 30 19 30.

Til sidens top

Center for Autisme:

Center for Autisme har i samarbejde med Landsforeningen Autisme etableret en telefonrådgivning for forældre og andre pårørende til personer med autisme.

Rådgivningen er åben tirsdag mellem kl. 13 og 16 på telefon 44 98 23 55.  

 

Landsforeningen for Autisme:

http://www.autismeforening.dk/raadgivning.asp
 


Siden sidst opdateret:  21. februar 2003

Til sidens top